Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Tip en ven   |  Print   |  Søg

Jeanette

Jeanette, 28 år

Alt gik efter planen for Jeanette. Hun havde lige afsluttet 9. klasse med super gode karakterer, først ventede et år på efterskole og bagefter gymnasium  - med alle de muligheder det gav. Fremtiden tegnede lys. Men først var der sommerferie.

"Jeg skulle af sted på en tur til Skotland med spejder i ferien. En vandretur i det skotske højland, en tur som jeg virkelig havde glædet mig til," husker Jeanette.

Men turen blev begyndelsen på et langt mareridt.

Alt skulle være perfekt

"Altså, jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt rystet efter eksaminerne. Jeg var den dygtige, pæne pige. Alting skulle være perfekt og forløbet med alle eksaminerne havde tæret på kræfterne. Da vi kom til Skotland, så gik det hele i ged. Jeg begyndte at høre stemmer. Jeg holdt op med at spise, hvilket ikke er særligt smart, når man er på vandretur, og jeg trak mig fuldstændigt fra alt det sociale. Alle kunne mærke på mig, at der var et eller andet galt," husker Jeanette.

Hendes forældre blev – naturligvis – orienteret om, hvad der var sket i Skotland. Men Jeanette fik det slået hen med, at det blot var en krise. At hun var ok.

"Jeg var teenager. Så selv om jeg har de dejligste forældre, så skulle de i hvert fald ikke blande sig. For som teenager, så synes man jo, at ens forældre er omtrent de dummeste og mest irriterende mennesker i verden."

Så Jeanette startede på efterskolen. Væk hjemmefra. Nye lærere, nye klassekammerater – en ny start – med mulighed for at være sig selv. Men væk hjemmefra de trygge omgivelser voksede problemerne.

Spiseforstyrrelse og forsøg på selvmord

"Jeg fik det bare mere og mere elendigt. Stemmerne tog til og jeg udviklede en spiseforstyrrelse. På en efterskole er elever og lærere jo meget tætte på hinanden. Så det blev ret hurtigt klart for mine omgivelser, at det ikke var så godt. Lærerne skred ind, og jeg kom i noget samtaleterapi hos en psykoterapeut," fortæller Jeanette, der på trods af problemerne klarede sig gennem 10. klasse på efterskolen.

Da hun vendte hjem fra efterskolen var hendes plan at begynde på HF. Det gjorde hun også, men det blev en kort fornøjelse.

"Stemmerne i mit hoved havde taget fuldstændigt over, og jeg kunne ikke være nogen steder. Efter cirka 14 dage kunne jeg ikke mere. Jeg pjækkede fra skole og forberedte mig på at begå selvmord. Som den pæne pige jeg var, så ryddede jeg op på mit værelse og lagde små sedler på de ting, som jeg havde lånt af mine veninder, så de kunne få tingene tilbage, når nu jeg var væk," husker Jeanette, der tog en ordentlig håndfuld Panodil og lagde sig på sin seng og ventede på at dø.

Heldigvis virkede pillerne ikke efter planen. Jeanette fik det bare forfærdeligt dårligt, og hun gik til bekendelse og røg på hospitalet. Her havde hun en ambulant samtale med en fra psykiatrien og var så indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling i næsten to år. Diagnosen lød på skizofreni. En ordentlig kamel at sluge for den unge pige, der var vant til at have styr på det hele og ikke at være til besvær.

”Chefen” var den værste

"Det var en helt ny verden for mig. Jeg levede i min helt egen psykotiske verden med mine egne regler og normer. Hvis jeg skal prøve at give et eksempel på det, der var min virkelighed, så er 11. september 2001 et godt bud. Jeg havde flere stemmer, der hjemsøgte mig. Men den værste var ham, som jeg kaldte "Chefen". Om morgenen den dag havde han befalet mig, at jeg ikke måtte spise noget. Og at det som sædvanligt ville få alvorlige konsekvenser for mig, hvis ikke jeg lyttede til ham. Omkring middagstid var jeg imidlertid ved at dø af sult. Jeg gav efter og spiste et æble. Nogle timer senere begyndte terroristerne at flyve ind i Twin Towers i New York, og "Chefen" var der straks. At det var min skyld, fordi jeg havde været ulydig. At jeg lige havde slået 8000 mennesker ihjel. Og jeg var overbevist om, at det var min skyld. I dag ved jeg, at det er fuldstændigt forskruet. Men dengang var det min virkelighed. Sådan var mit liv," fortæller Jeanette.

Diagnosen skizofreni var ikke for resten af livet

På trods af flere ophold på psykiatrisk afdeling var der ikke den store positive udvikling for Jeanette. Det kom der til gengæld, da hun flyttede ind i et bofællesskab i Aalborg, hvor hun boede i opgang med andre unge i samme situation.

"Personalet her havde en helt anden tilgang til mig, end jeg tidligere var blevet mødt med. De lyttede til det, jeg sagde og interesserede sig for mig. Ikke at de gav mig ret, når jeg sad og fortalte dem om de forskruede ting, der foregik i mit hoved. Men de lyttede – og anerkendte, at det var min virkelighed. For første gang følte jeg, at jeg mødte nogen, der så hele mennesket og ikke bare diagnosen," fortæller Jeanette.

Men allervigtigst gik det også op for hende, at diagnosen skizofreni ikke var for resten af livet.

"Det var jo fantastisk. Pludselig var der noget at kæmpe for, et håb om, at det ikke skulle være sådan altid. Det er altså en vigtig pointe. Selv om du får en diagnose, der fortæller, at du er psykisk syg, så er det for langt de flestes vedkommende noget midlertidigt," siger Jeanette.

Tag tabu-tyren ved hornene – snak med nogen om det

Hun mener også, at det er vigtigt at tage tabu-tyren ved hornene.

"Noget, der virkeligt har rykket for mig, var, at jeg kom i praktik i en børnehave. De vidste alle sammen, at jeg havde en diagnose, men de behandlede mig som en helt almindelig pædagogstuderende. De var helt fantastiske og kunne for eksempel finde på at spørge: 'Jeanette, de der stemmer, hvad er det egentlig for noget?' Det blev afmystificeret, og jeg rykkede helt vildt som menneske. Da jeg startede 1. maj var det 16 timer om ugen. 1. januar var jeg oppe på fuld tid. Det var helt uvirkeligt."

Hendes råd til unge, der har det dårligt er derfor lige til:

"Snak med nogen om det. Find en, du har tillid til, og som du stoler så meget på, at du tør at lægge facaden. Det kan være en lærer, en nabo eller en ven og fortæl så vedkommende, hvordan du har det."

Ungekompasset.dk  •  Østergade 5, 3. sal  •  1100 København K  •  Tlf. 50 846 846  • 
© Copyright 2011Disclaimer

www.ungekompasset.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.ungekompasset.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.ungekompasset.dk her --