Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Tip en ven   |  Søg

Siri

Siri, 33 år

Indtil Siri fyldte 22 år, troede hun, at det var normalt at have det elendigt. For sådan havde hele hendes liv været.

"Gennem hele min barndom og ungdom var jeg udsat for massiv mobning. Jeg begyndte ret tidligt at skære i mig selv men holdt kortene tæt til kroppen. Jeg ville ikke være til besvær og gøre min mor ked af det ved at læsse mine problemer over på hende," fortæller Siri.

Veninde blev vendepunktet

En måde at flygte fra problemerne på var ved at tage stoffer. Hun startede med amfetamin, som meget hurtigt blev en fast del af hendes hverdag. Ecstacy blev dog hurtigt det foretrukne, som blev indtaget ved enhver given lejlighed. Siri beskriver sit stofmisbrug som en form for selvmedicinering.

"Når jeg tog stoffer, så glemte jeg, hvor dårligt jeg havde det. Desværre blev jeg bare mere syg af stofferne. Jeg fik nogle psykotiske anfald og var til sidst fuldstændigt fra den. Jeg hørte stemmer og så ting, der ikke var der. Jeg var bange for, at andre kun var ude på at kontrollere mig. Jeg levede i en konstant angst for, at andre mennesker ville gå ind og overtage styringen af mine tanker."

I denne periode af sit liv møder Siri en veninde, der, i stedet for at fordømme hende, spørger ind til hendes problemer og viser en reel interesse.

"Det var første gang, at nogen havde spurgt mig om, hvad der foregik inde i mig. Hun blev et vendepunkt i mit liv," siger Siri, der trods vendepunktet røg helt ned i et sort hul.

En diagnose som paranoid skizofren kombineret med et massivt stofmisbrug var årsag til, at Siris liv havde udviklet sig til én lang psykose.

Bostøtte – selvtillid og motivation

"På et tidspunkt ramte jeg simpelthen bunden. Jeg kunne mærke på mig selv, at det her kunne jeg ikke holde til mere. Jeg blev klar over, at første skridt på vej tilbage var at droppe stofferne. At der var forskellige måder at have det dårligt på, og at der ikke var nogen grund til at vælge den allerværste måde at leve på," fortæller Siri.

På det tidspunkt er endnu et vendepunkt kommet ind i Siris liv. Hun fik en bostøtte, som kom og besøgte hende i hendes eget hjem et par gange om ugen. Og hun gør det, som ingen tidligere har kunnet. Hun når helt ind til Siri.

"Min bostøtte fandt ret hurtigt ud af, at jeg brænder for musik. Det var vores fælles passion og i stedet for at se mig som skizofrene Siri, så hun mig som musikelskeren Siri. Det rykkede virkeligt noget for mig. Selv i de perioder, hvor jeg havde det virkelig dårligt, så kunne jeg være til stede og leve, når vi talte musik eller bare sad og lyttede. Skal jeg give et godt råd til pårørende og mennesker, der arbejder med psykisk syge, så må det være, at de skal prøve at finde ind til det, som den psykisk syge brænder for, dér, hvor den syge lyser op og så udfordre vedkommende på det. Min bostøtte var ekstremt god til at finde de ting, der gav mig de små, men utrolig vigtige sejre i hverdagen. Hver eneste lille sejr giver selvtillid og motivation, og jo mere selvtillid og motivation man får, desto stærkere og mere opsat bliver man. Det er vigtigt at få skabt den positive spiral. Så tør man mere og siger: Yes, jeg kan sgu godt."

Siri er i dag førtidspensionist. Hun får ikke længere medicin, men stemmerne er dog stadig en del af hverdagen.

"Men jeg har lært at leve med dem og lært at håndtere dem. Jeg ved, hvilke faresignaler jeg skal være opmærksom på. Og så længe jeg ikke presser mig selv for meget og er opmærksom på faresignalerne, så skal det nok gå. Og ja, selvfølgelig har jeg dårlige dage ind i mellem. Men har vi ikke alle sammen det," spørger Siri, der fremhæver sit netværk som en forklaring på, at hendes liv i dag er så godt, som det er.

Jeg var okay – selv om jeg var anderledes

"Min veninde, min mor og min bostøtte har hele tiden haft troen på og håbet om, at jeg kunne. Det har givet mig viljen og modet til at kæmpe. De har hele tiden ladet skinne igennem, at jeg var okay, selv om jeg var anderledes. Accept og anerkendelse er så vigtigt – og ikke mindst håb!. For hvis der er noget, der er hæmmende i forhold til at komme oven på igen, så er det, hvis ingen viser, at de tror på dig. Det er så vigtigt, at andre bærer håbet for én, når man ikke selv har det," pointerer Siri.

Hun mener, at noget af det bedste man kan gøre for unge med psykiske problemer er, at man sætter sig ned og lytter til det, som de har at sige og tager det seriøst.

"Det lyder måske ikke af så meget. Men det kan få afgørende betydning for en, der føler, at man ikke er den andens tid værd. I samme tråd er det vigtigt, at den syge er åben om sine problemer. Fortæl, at du har det skidt og hjælp andre med at hjælpe dig. Overvind frygten for at blive afvist og vid, at der er hjælp at hente. Det er vigtigt, for det er ikke alt, man kan håndtere selv. Husk, at du ikke er alene! Du er vigtig!"

Ungekompasset.dk  •  Østergade 5, 3. sal  •  1100 København K  •  Tlf. 50 846 846  • 
© Copyright 2011Disclaimer

www.ungekompasset.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.ungekompasset.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.ungekompasset.dk her --