Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Tip en ven   |  Print   |  Søg

Peter

Peter, 24 år

Peter var 18 år og havde tjek på tingene. Lige til den dag midt i engelsktimen på handelsskolen.

"Ud af ingenting hører jeg pludselig en stemme, der siger: 'Peter, du skal rejse dig op og gå. Du skal gå nu, Peter.' Jeg kiggede mig rundt i klasselokalet for at se om de andre også kunne høre stemmen. Det kunne de ikke. Og så fik jeg øje på omridset af en person, der sad ude på taget. Det var ham, der talte til mig," fortæller Peter om den dag, der blev starten på et helt anderledes liv.

Peter kæmpede med stemmen i en times tid. Så rejste han sig op og gik. Og gik. Og gik. Da han havde gået næsten syv kilometer, kom han så meget til sig selv, at han kunne ringe til sin kærestes far og fortælle, at den var helt gal.

Stemmerne blev pågående

"På den lange gåtur var stemmen over mig konstant. Han ville have mig til at kaste mig ud foran bilerne og ud fra en høj bro, som jeg gik over. Det var ikke en stemme, der ville mig noget godt, og jeg gik og råbte til ham, at han skulle gå væk," fortæller Peter.

Hans svigerfar kom med det samme. Og efter en længere snak kørte han Peter til den psykiatriske skadestue. Her vurderede man, at Peter hverken var til fare for sig selv eller sine omgivelser, så han blev sendt hjem med besked om at komme igen, hvis problemerne fortsatte.

Det gjorde de. Stemmerne tog til i omfang, og Peter slog op med sin kæreste, der blev en del af hans psykose. Peter oplevede, at kæresten ville ham alt muligt ondt. Men i virkeligheden var det bare Peter, der blev mere og mere paranoid.

"Stemmerne blev mere og mere pågående. Sagde, at jeg skulle tage mit eget liv. Jeg overvejede det også flere gange, simpelthen for at få fred. Men jeg har to små niecer, som jeg holder helt utrolig meget af. De er årsagen til, at jeg ikke gjorde alvor af det, selv om tanken var der mange gange," siger Peter, der dog til sidst blev bange.

"Jeg havde været på arbejde i en købmandsbutik, hvor jeg hjalp til hele dagen. Da jeg kom hjem til mig selv, var stemmen meget fast i mælet. At nu var det i morgen, at jeg skulle sige farvel og væk herfra. Så jeg skulle rydde op, pakke mine ting og være udhvilet, så jeg var helt parat. Jeg pakkede mine ting og gjorde mig klar. Men jeg fik ikke sovet meget den nat," siger Peter, der næste morgen valgte at ringe til sin tidligere svigerfar i stedet for at gøre, som stemmen sagde.

Valgte at være åben om min sygdom

Turen gik igen til den psykiatriske skadestue, og denne gang bliver Peter indlagt med det samme.

"Det var jo helt forfærdeligt, syntes jeg. Jeg havde svært ved at se mig selv som psykiatrisk patient. Jeg fik diagnosen paranoid skizofreni, og det var i sig selv skræmmende. For ligesom en hel masse andre, så var min viden om sygdommen baseret på fordomme, og de få skizofrene, der går amok, og dermed tegner sygdommen i medierne. Så jeg var da overbevist om, at mit liv og alle mine drømme sluttede lige der," fortæller Peter.

Han blev dog hurtigt klogere. Efter nogle måneder på ungdomspsykiatrisk afdeling blev han udskrevet igen. Han blev medicineret og startede på handelsskolen igen og gjorde sin uddannelse færdig.

"Jeg kunne jo ikke fortsætte med min gamle klasse. For jeg havde misset et halvt år. Så jeg startede forfra på 2. år med en ny klasse. Der var ikke nogen, der kendte min historie, så i princippet kunne jeg bare have ladet som ingenting. Jeg valgte imidlertid at være åben om min sygdom. Selv om jeg naturligvis var bange for at blive stemplet som en eller anden freak. Den frygt blev heldigvis gjort til skamme, men jeg vil nok alligevel råde andre unge til at udvælge nøje, hvem de fortæller den slags til," siger Peter, der efterfølgende har haft et par tilbagefald med indlæggelser.

Søg hjælpen

"Men hver gang er jeg ret hurtigt kommet tilbage i en normal hverdag. Men det er altså vigtigt at få frem, at hvis man får den rigtige hjælp, så kan man leve et tåleligt liv, undtaget når man har de rigtig dårlige perioder. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle henvende mig, men havde heldigvis min tidligere svigerfar. Men søg hjælpen, det kan ikke understreges nok. Der er altid nogen, der vil hjælpe dig, og som vil lytte," siger Peter, der ikke længere får medicin og håber, at han i løbet af det næste halve år erklæres for helt rask.

Selv om det måske nok kan være lidt angstprovokerende i sig selv at sige farvel til medicinen, så frygter han ikke, at han skal få et tilbagefald.

"Nej, jeg føler mig rigtig stærk. Umiddelbart efter, at jeg smed medicinen, oplevede jeg en presset eksamen og at miste både mit job og min nye kæreste. Og når jeg har kunnet håndtere det uden problemer, så har jeg svært ved at se, hvad der skulle kunne vippe mig af pinden," smiler Peter, der opfordrer unge med problemer til at søge hjælp hos SIND Ungdom, hvis ikke de har nogen i deres netværk eller nære omgivelser, som kan hjælpe.

"Så skal de pårørende være opmærksomme på, at de ikke skal gøre de syge mere syge, end de er. Selvfølgelig skal man passe på os, men vi skal ikke pakkes ind i vat. Vi skal bare udfordres på en måde, så man er sikker på, at der kommer en masse små sejre undervejs. Det er sådan, at man bedst kommer oven på igen."

Ungekompasset.dk  •  Østergade 5, 3. sal  •  1100 København K  •  Tlf. 50 846 846  • 
© Copyright 2011Disclaimer

www.ungekompasset.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.ungekompasset.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.ungekompasset.dk her --