Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Tip en ven   |  Print   |  Søg

Casper

Casper, 22 år

Caspers liv var planlagt mange år ud i fremtiden. Han ville have en karriere i forsvaret. Første step var at blive udsendt som en del af den fredsbevarende mission i Kosovo, og bagefter skulle han i gang med en uddannelse som militær elektronikfagtekniker. Men det gik ikke helt efter planen.

"Det gik okay, da jeg var udsendt på missionen. Vi havde da nogle voldsomme oplevelser dernede, men vi fik snakket tingene godt igennem, og jeg havde ingen problemer," fortæller han og tager et sug af cigaretten i lejligheden i Randers.

For efter hjemkomsten fra Kosovo begyndte Casper at ændre sig. Som aftalt mønstrede han ind på kasernen i Skive, hvor han er ansat, men hans liv hang ikke rigtigt sammen.

"Det er ikke det samme længere. Jeg savnede kammeratskabet, atmosfæren fra lejren i Kosovo. Der havde jeg mine kolleger og kammerater omkring mig hele tiden. Når det var fyraften i Skive, så kørte jeg hjem til Randers og var helt alene med mig selv og mine tanker hjemme i lejligheden," fortæller Casper.

Var mentalt i krig med hele verden

Helt galt gik det, da den uddannelse, han troede, han skulle begynde på, blev udsat, som en del af et nyt politisk forsvarsforlig.

"Jeg fik det ringere og ringere med mig selv. Blev meget rastløs og paranoid og troede, at alle mennesker var ude på at genere mig og ødelægge tingene for mig. Jeg var mentalt i krig med hele verden og begyndte at høre stemmer," fortæller Casper.

En dag skulle Casper besøge sin onkel, og det hjalp ham i den rigtige retning. For onklen havde helt tilfældigt besøg at en kammerat, der arbejdede som sygeplejer i psykiatrien. Han fandt hurtigt ud af, at Casper ikke var helt okay.

"Jeg var fuldstændig fra snøvsen. Var ekstremt paranoid og opfarende. Han satte sig ned og snakkede stille og roligt med mig. Han fik skabt en kontakt til psykiatrisk hospital, hvor jeg fik stillet diagnosen paranoid skizofreni. Det var også tydeligt for dem, at jeg havde brug for hjælp. Så det får jeg nu," fortæller Casper.

Bostøtten hjælper med at få hverdagen til at hænge sammen

Hjælpen består blandt andet af en bostøtte, der hjælper Casper med at få hverdagen til at hænge sammen og så en sygeplejerske, der kommer og sikrer, at medicinen virker, som den skal.

"Det er voldsomt pludselig at være inde i det psykiatriske behandlingssystem. Jeg var ikke meget for, at jeg skulle til at være patient på psykiatrisk hospital. Man har jo en masse fordomme," siger Casper.

Selv om Casper ikke kan fortsætte i forsvaret på grund af sin diagnose, er han alligevel glad for, at han søgte hjælp.

"Det har haft nogle konsekvenser, men jeg kan ikke rigtig se noget alternativ. Jeg må se fremad og så finde nogle andre mål. Det går hele tiden i den rigtige retning, og så må jeg bare vænne mig til, at det er nogle små skridt. Nu har jeg søgt ind på HF, det har min bostøtte hjulpet mig med."

"Bagefter vil jeg på universitetet. Jeg kunne godt tænke mig at få en uddannelse, der giver mulighed for at hjælpe andre mennesker, og hvor jeg samtidig giver noget af mig selv, bruger mig selv. For eksempel som psykolog. Jeg har i hvert fald nu nogle erfaringer, som kan bruges. Jeg ved for eksempel, hvor vigtigt det er at møde mennesker, der vil lytte, og som prøver at forstå den verden, jeg befinder mig i. De behøver ikke at bekræfte mig i, at det er virkeligheden. Men det betyder noget, at de anerkender, at det er sådan, min virkelighed er."

Ungekompasset.dk  •  Østergade 5, 3. sal  •  1100 København K  •  Tlf. 50 846 846  • 
© Copyright 2011Disclaimer

www.ungekompasset.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.ungekompasset.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.ungekompasset.dk her --