Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Tip en ven   |  Søg

Camilla

Camilla, 26 år

Fra Camilla var helt lille, følte hun sig uden for fællesskabet. Hun følte sig anderledes.

"Jeg var den stille pige ovre i hjørnet, som ingen lagde mærke til – og når de gjorde – hende, de andre syntes, var underlig. Sådan var det allerede i dagplejen og det fortsatte, da jeg begyndte i skolen," husker Camilla.

Udsendte et råb om hjælp

Da hun kom i 4. klasse udsendte hun et råb om hjælp.

"Jeg var så desperat, at jeg sagde til skolepsykologen, at jeg hørte stemmer – selvom det ikke passede. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg ellers skulle gøre," forklarer hun.

Hendes råb om hjælp blev fanget. Men hun blev ikke reddet. Camilla blev indlagt på børnepsykiatrisk afdeling og var indlagt i ni måneder. Uden at man kunne sige præcist, hvad der var galt.

"I dag kan jeg se, at jeg vel bare har været deprimeret. Min mor og far var ikke ret gode for hinanden, og det smittede af på mig. De prøvede at hæfte en masse diagnoser på mig, men der var ingen, der passede. Så jeg blev udskrevet igen."

Efter et meget uheldigt forløb i en specialklasse flyttede Camillas mor hende over i en friskole. Og så begyndte det at gå den rigtige vej.

"Jeg havde nogle gode år, hvor jeg indhentede en stor del af det faglige, som jeg ellers var kommet bagefter, mens jeg var indlagt og tiden i specialklassen. Og mine forældre var gået fra hinanden, og det havde også en positiv indflydelse på mit liv," fortæller Camilla.
Men Camillas liv slår et par dramatiske kolbøtter igen. Hendes far begik pludseligt selvmord. Og da hun var ved at have styr på det, fik hendes mor en hjerneblødning.

"Det var på et tidspunkt, hvor jeg skulle til at på efterskole. Der var et kæmpe pres på mig. Jeg var den ældste og den eneste til at tage mig af min mor og min lillesøster. Sådan følte jeg det i hvert fald," fortæller Camilla, der på efterskolen hjemsøges af selvmordstanker.

"Men det kunne jeg heldigvis ikke få mig selv til. Jeg havde jo min mor og min søster at passe på."

De negative tanker vender tilbage

Tilbage fra efterskolen kommer der igen ro på Camillas liv. Hendes mor har mødt en ny mand, som Camilla er glad for. Hun beslutter sig for, at det er tegn på, at hun skal til at flytte hjemmefra.

"Det går godt. Jeg møder en fyr, som jeg flytter sammen med og begynder at arbejde på et plejehjem. Det var jeg glad for og fandt ud af, at jeg skulle arbejde med at tage mig af andre."

Så Camilla begynder på en uddannelse som SOSU-hjælper. I mellemtiden har hun gjort det forbi med kæresten, og de negative tanker begynder – igen – at vende tilbage.

"Undervejs i uddannelsen knækker jeg fuldstændig sammen to gang. Den sidste gang er rigtig slem. Jeg sidder bare der midt i klassen og græder og græder. Uden at jeg vidste hvorfor. Jeg følte mig utrolig ensom og kunne ikke overskue noget som helst," fortæller Camilla, der dog fik taget sig sammen og kontaktet sin læge.

Lægen udskrev en recept på noget antidepressiv medicin, men den hjælper ikke rigtigt. Selvmordstankerne kommer igen. Og denne gang forsøger hun at gennemføre det.

Opfordring til pårørende: vær påtrængende og tilbyd jeres hjælp

"Det blev ved forsøget. I stedet for at dø, så fik jeg simpelthen så ondt i maven af de mange piller og kastede dem op. Så sendte jeg en sms til min søster, og så røg jeg på hospitalet," fortæller Camilla, der efter selvmordsforsøget skammede sig meget.

"Jeg følte jo, at jeg havde svigtet min mor og min søster – og mine bedsteforældre, der altid har været der for mig. Jeg besluttede mig også for, at nu skulle det være anderledes. Jeg lavede simpelthen en plan for, hvordan jeg skulle reagere, hvis de tunge tanker kom igen," fortæller Camilla.

Planen går blandt andet ud på, at hun skal undgå at være for meget alene. For det er, når alt bliver mørkt og stille, at det går galt.

"Så jeg er meget opmærksom på, at jeg skal sørge for at lave noget sammen med andre. Se en film eller noget. Derudover består min beredskabsplan af at hvis ikke, der er nogen, jeg kan være sammen med, så skal jeg tage ud på enten den psykiatriske skadestue eller den sociale skadestue. Jeg fik min stedfar til at køre med mig derud, så jeg ved nøjagtigt, hvor jeg skal henvende mig, hvis det bliver nødvendigt," siger Camilla, der fortsat er i behandling med antidepressiv medicin og er på venteliste til psykoterapeutisk behandling.

Hun har en bøn til pårørende og venner til mennesker med psykiske problemer:

"Vær påtrængende og tilbyd jeres hjælp. Når man er helt nede i kælderen, så er det svært at bede om hjælp – også selv om man har brug for den. Vær åbne og spørg, spørg og spørg. Personligt har det i hvert fald virket for mig at få snakket så meget som muligt om mine problemer. Så gør op med tabuerne og skab så meget åbenhed om problemerne som muligt."

Ungekompasset.dk  •  Østergade 5, 3. sal  •  1100 København K  •  Tlf. 50 846 846  • 
© Copyright 2011Disclaimer

www.ungekompasset.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.ungekompasset.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.ungekompasset.dk her --