UU - Ungdommens Uddannelsesvejledning
Er du under 25 år, har du ret til at få vejledning om uddannelse og job, uanset om du er i gang med en uddannelse eller ej.
Ungdommens Uddannelsesvejledning, også kaldet UU, er din hovedindgang til uddannelsesverdenen og til støtte. Det er her, du skal starte, hvis du er under 25 år og har brug for hjælp til at komme i gang eller komme videre.
Egentlig er det din kommune, der har ansvaret for at give dig viden og vejledning om uddannelse. Men det er UU, der varetager den opgave for kommunen. Er du over 25 år, skal du kontakte din sagsbehandler i kommunen for at få hjælp.
Hvad laver UU?
UU’s primære opgave er at vejlede og hjælpe elever fra 6.-10. klasse i forhold til valg af uddannelse efter folkeskolen. UU er der altså for at hjælpe dig med at få et godt skifte fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse, f.eks. teknisk skole, gymnasiet eller læreplads. Der ud over skal UU hjælpe unge under 25 år, som ikke er i gang med eller har gennemført en uddannelse. Det betyder, at du kan bruge UU, hvis du for eksempel:
- skal i gang med en uddannelse og har brug for vejledning
- står uden arbejde og har brug for en uddannelse
- har valgt forkert og ønsker at skifte uddannelse
- har afbrudt en uddannelse og skal i gang med en ny uddannelse
- har været i udlandet og skal i gang med en uddannelse
- bare gerne vil vide mere om ungdomsuddannelser
- har brug for at høre en andens mening om dine planer
- har brug for ansøgningsskemaer
- har brug for hjælp til at skrive en jobansøgning
- ønsker vejledning om SU
Find dit lokale UU-center eller din personlige vejleder
Ved du ikke, hvem din uddannelsesvejleder er, kan du altid kontakte dit lokale UU-center.
Du finder en oversigt og et kort over alle UU-centre i landet under links her på siden.
På alle UU-centrenes hjemmesider, er der link til at finde din personlige vejleder. Du kan også søge efter din personlige vejleder på linket www.minvejleder.dk