Uddannelsesguide
Af Lena Møller, Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri
Har du koncentrationsproblemer i forhold til at studere, mangler du overblik, har svært ved at strukturere og planlægge dit studie, problemer med at indgå i undervisnings- og gruppesammenhænge og i andre situationer med nær kontakt med andre mennesker, mangler du netværk på studiet, har problemer med eksamen, osv. Er du psykisk sårbar, er der mange forhold, der kan virke forstyrrende, når du er under uddannelse. Så forstyrrende at det kan være svært at gennemføre en uddannelse.
Hjælp fra staten
De fleste unge ved det ikke, men du kan faktisk få hjælp fra staten til at hjælpe dig igennem en uddannelse. Mere hjælp end du måske lige regner med. Der er bare stor forskel på, hvor meget de forskellige uddannelsessteder oplyser dig om dine muligheder.
Et godt råd er at sætte dig ind i de støttemuligheder, der er i systemet. Så kan du selv bede om dem, hvis du ikke får dem tilbudt. Det giver dig de bedste chancer for at få et godt uddannelsesforløb og gennemføre din uddannelse.
Vær åben
Et andet råd er at være åben om dine psykiske problemer og behov for hjælp. Hvis ikke du fortæller undervisere eller vejledere om dine problemer, så ved de heller ikke, at du har brug for hjælp, eller hvordan de bedst kan hjælpe dig. Resultatet kan være, at du slet ikke får hjælp. Så du skal også selv på banen. Du behøver ikke at fortælle alle om dine problemer. Men det er en god ting at sige det til de personer, det er relevant for, f.eks. vejledere og undervisere eller din studiegruppe.
Denne Uddannelsesguide giver en kort introduktion til de muligheder for støtte og hjælp, som du kan få fra det offentlige, når du går i gang med en ungdoms- eller videregående uddannelse.
Vær opmærksom på, at der rundt om i kommunerne kan være særlige lokale tilbud, projekter og muligheder for støtte eller uddannelse, som måske matcher dig. Så vær åben om dine problemer og spørg ind til dine muligheder, så du kan få den bedst mulige vejledning.