Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Tip en ven   |  Print   |  Søg

Christina

Christina, 23 år

23-årige Christinas liv er dejligt. Sidste år blev hun gift med verdens bedste mand; hun er for nylig blevet mor til en dejlig pige, og om et år er hun udlært som salgsassistent i butikskæden Jysk. Men det har ikke altid været sådan.

Som to-årig blev hun fjernet fra sin mor og placeret hos en plejefamilie på grund af massivt omsorgssvigt. Og selv om plejefamilierne har gjort, hvad de kunne for, at Christina skulle føle sig velkommen og elsket, så har den barske start på livet sat sine spor.

"Jeg har været præget af det op gennem hele min opvækst. Man føler sig jo kasseret. Selv om man får en ny familie, der giver en tryghed og kærlighed, så er det noget, jeg har tænkt rigtig meget over, jo ældre jeg blev," fortæller Christina, der som 15-årig begyndte at stikke af fra de grimme tanker ved at ryge hash.

Stofferne var problemet

For at komme væk fra hash-miljøet i hjembyen, blev Christina sendt på efterskole. Men det viste sig at være en rigtig dårlig idé.

"På efterskolen tog det virkelig fart. Jeg fandt sammen med nogle andre, der havde det ligesom mig, og der blev virkelig røget igennem. Det blev selvfølgelig opdaget og så blev jeg smidt ud af efterskolen," fortæller Christina, der alligevel fik lov at starte på en anden efterskole. Det hjalp ikke. For på den nye efterskole var historien den samme. Christina fandt lynhurtigt sammen med andre unge, der også havde misbrugsproblemer.

"Der kan man virkeligt tale om, at jeg fik de forkerte venner. Jeg gik ret hurtigt fra at være hash-ryger til det, der var værre. Esctasy, amfetamin, coke – bare det var noget, der kunne få mine tanker væk," husker Christina.

Psykisk havde Christina det også skidt. Hun var flere gange i kontakt med det psykiatriske system, men fik aldrig nogen diagnose.
 
"Jeg fik at vide, at det var stofferne, der var problemet. Og det var det også. Jeg kørte mig selv ret hårdt med både sprut og stoffer. Jeg kom ind på et bosted, men blev ret hurtigt smidt ud igen. De kunne ikke håndtere mig. Når jeg var påvirket, blev jeg meget voldsom og kunne gå fuldstændigt amok," fortæller Christina.

Smidt på gaden har Christina ingen steder at være. Så hun beslutter sig for at flytte hjem til sin biologiske far, der bor på den hårde del af Vesterbro i København.

"Det var ikke verdens bedste idé. Jeg mener: Vi havde aldrig boet sammen, og nu ville han så til at opdrage mig i en alder af 18 år. Det var dømt til at mislykkes."

På Vesterbro har Christina rigtig let adgang til stoffer. Hun møder en fyr, der også selv lever det hårde liv, og han bliver et hårdt vendepunkt i hendes liv.

"Vi var ikke ret gode for hinanden. Når vi var fulde eller skæve, – og det var vi tit - så kom vi ofte op at slås. Vi havde begge temmelig meget temperament. Nogle gange var det virkelig slemt," fortæller Christina.

Det blev et af de sammenstød, der til sidst fik Christina til at søge hjælp.

"Vi havde siddet i en park og sumpet hele dagen. Jeg kan ikke engang huske, hvad vi blev uvenner over, men det endte med, at vi smadrede hinanden fuldstændigt. Det var simpelthen så grimt. Han havde to blå øjne, da han gik derfra, og jeg kan huske, at hans far og storebror kom og fik os hevet fra hinanden," fortæller Christina, der et par dage senere blev kontaktet af kærestens far.

Nødt til at sige hjælp

"Han sagde til mig, at jeg var nødt til at søge hjælp. At han selv havde haft en kæreste med psykiske problemer på et tidspunkt, og at det så ud som om, at jeg havde det virkeligt slemt. Og det havde jeg jo også," siger Christina stille.

På det tidspunkt hev en god veninde fat i Christina og fik hende til at tænke lidt over, hvad hun havde gang i.

"Jeg kunne jo hver eneste dag se, hvordan pigerne nede i Istedgade havde det. Det var jo et lorteliv, og det gik op for mig, at jeg var godt på vej til at ende som en af dem. Det havde jeg ikke lyst til. Jeg havde mange gode snakke med min veninde – også i den periode – og det betød rigtig meget for mig." Christina fik også – efter en del venten – plads i et nyt bosted. Noget, der også gav et løft i den rigtige retning.

"Personalet var fantastisk. Hvor jeg andre steder havde den opfattelse, at jeg blot var endnu en journal på bordet, så mødte jeg der nogle mennesker, der interesserede sig for mig. Der var en psykolog, som jeg havde nogle gode snakke med, og det øvrige personale var gode til at hjælpe mig med udgangspunkt i det, jeg selv kunne. Vi lavede planer og aftaler med en masse små delmål, som var til at nå. Hver eneste lille sejr giver glæde og selvtillid, og det er vigtigt at forstå. At jeg – og mennesker i samme situation – ikke ligefrem strutter af selvtillid. "Dét og så at blive accepteret, som den person jeg var, det gjorde en kæmpe forskel," siger Christina.

At hun så oven i købet har mødt manden i sit liv er en ekstra bonus.

"Han og hans mor har været helt fantastiske støtter for mig. Jeg kan snakke med min svigermor om alt. Det lyder måske ikke af så meget, men at kunne tale helt frit om, hvordan man har det, med en person man har tillid til, er noget, der gør en kæmpeforskel."

Ungekompasset.dk  •  Østergade 5, 3. sal  •  1100 København K  •  Tlf. 50 846 846  • 
© Copyright 2011Disclaimer

www.ungekompasset.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.ungekompasset.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.ungekompasset.dk her --