Forside   |  Oversigt   |  Få teksten læst højt   |  Tip en ven   |  Print   |  Søg

Selvskade og cutting

Næsten hver tiende dansker på mellem 15 og 24 år har skadet sig selv mindst en gang. 50 procent af de unge, der skader sig selv, har gjort det mere end to gange

Der er mange grunde til, at unge mennesker skader sig selv. Det kan være en måde at fortælle andre, at man har det dårligt og ønsker hjælp. Det kan være en måde at takle stress eller følelsesmæssig smerte, eller det kan være et symptom på en psykisk lidelse som depression. Andre gang er det et tegn på, at personen har selvmordstanker.

Hvad er selvskade og cutting?

Selvskade betyder, at man skader sig selv med vilje. Der findes mange forskellige former for selvskade, men den mest udbredte er cutting, som betyder, at man skærer sig selv i arme, ben eller andre steder på kroppen. Men der findes mange andre måder at skade sig selv på:

• Medicinmisbrug
• Brænde sig med cigaretter, lightere eller kogende vand.
• Slå hovedet hårdt imod en væg igen og igen.
• Pille i sår og forhindre sår i at hele.
• Slå sig selv hårdt med knytnæver eller genstande.
• Trække hår ud.
• Bide sig selv, f.eks. negle, fingre og hænder.
• Kradser sig selv.
• ’Skinpicking’ – trykke imaginære bumser ud af huden. 

Hvorfor skader man sig selv?

For de fleste, der skader sig selv, er det et forsøg på at takle stærke følelser, der er svære at rumme. Men der er mange grunde til, at unge skader sig selv. Det kan være svært at sætte ord på sine følelser, og selvskade kan være den eneste måde, man kan fortælle om sine problemer på. Nogle gør det for at erstatte en følelsesmæssig smerte med en fysiske. Andre skader sig selv som en straf eller for at opnå en følelse af kontrol, og andre igen for at mærke sig selv og sin krop. Det kan også være et råb om hjælp. 

Behandling

Samtaleterapi med en psykolog er den mest almindelige behandling. I nogle tilfælde er der også brug for medicinsk behandling. Det kan f.eks. være, hvis selvskaden skyldes andre psykiske sygdomme som depression og angst.

Brug for hjælp?

Hvis du skader dig selv, er det formentlig, fordi du bærer rundt på mange svære følelser. Det er vigtigt, at du taler med en voksen om, som kan hjælpe dig, om hvordan du har det. Vælg en voksen i dit liv, du føler dig tryg sammen med. Det kan for eksempel være dine forældre, en lærer på skolen, din træner, en ven af familien, en venindes mor eller far eller din læge. Det kan godt være svært at få det sagt, men det er første skridt til at få hjælp og få det bedre. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal få det sagt, kan du f.eks. ringe til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskades telefonrådgivning for at få gode råd og hjælp.

Kender du en, der skader sig selv?

Hvis du kender en, der skader sig selv, så er det vigtigt at få talt med en voksen, som kan hjælpe dig. Det kan være rigtig svært at se, om en du kender skader sig selv, fordi de ofte skjuler deres sår og ar under bluser med lange ærmer og undgår at deltage i aktiviteter, hvor arrene kan ses. Som ven kan du støtte og være der for den, der skader sig selv. Men du kan ikke løse problemet. Det skal der professionel hjælp til.

Brug for hjælp nu!

Har du brug for akut hjælp, så finder du en oversigt over steder at kontakte her på Ungekompasset.

Du kan også søge efter hjælp i

Ungekompassets database

Ungekompasset.dk  •  Østergade 5, 3. sal  •  1100 København K  •  Tlf. 50 846 846  • 
© Copyright 2011Disclaimer